Uddannelser i hele Danmark

Danske Erhvervsakademier ønsker at bidrage til at uddanne relevant arbejdskraft i hele landet. En undersøgelse fra september 2015 viser, at 74 % af erhvervsakademiernes dimittender to år efter endt uddannelse fortsat bor i det område, de er uddannet i. Dimittender fra de store byer bliver i højere grad end andre boende efter endt uddannelse. For at sikre uddannede til virksomheder uden for de store byer skal lokale uddannelsessteder bevares.

Kort over uddannelser

Erhvervsakademiernes adelsmærke er det tætte samspil med erhvervslivet, særligt de små og mellemstore virksomheder, og vi udbyder uddannelser i hele landet.

Oprettelse af nye uddannelser skal altid ske med omtanke og kræver både et studentergrundlag og tilstrækkelig opbakning fra virksomheder og kommuner.

Oprettelse af nye udbud og særligt helt nye uddannelsessteder kræver investering, uanset organiseringen. Hvis man fra politisk side ønsker at satse systematisk på yderligere uddannelsesdækning, er forudsætningen for succes, at der følger midler med til udvikling og etablering.

Det enkelte erhvervsakademi har ansvaret for udbuddet i sit dækningsområde, og med Det rådgivende udvalg for vurdering af udbud af videregående uddannelser (RUVU) og akkreditering er der etableret et objektivt og transparent sy-stem, som har til formål at sikre den rigtige uddannelsesdækning. Det system skal bevares.

Hvad vil Danske Erhvervsakademier?

Danske Erhvervsakademier ønsker at opretholde lokale udbud og oprette nye, hvor forudsætningerne er i orden.

  • Uddannelsesstationer giver mulighed for at etablere udbud uden for de etablerede udbudssteder efter nærmere redegørelse for behov og studentergrundlag. Det er en model, erhvervsakademierne støtter, når beslutningen om etablering af en uddannelsesstation sker på et sagligt og oplyst grundlag. Det betyder, at der skal være solid dokumentation for, at virksomheder har behov for uddannelserne, at der er potentielle studerende i tilstrækkeligt omfang, og at de generelle betingelser for akkreditering er opfyldt.
  • Det eksisterende system med godkendelse af nye udbud (RUVU) og uddannelsesstationer (UFM) sikrer, at der hele tiden er mulighed for på veldokumenteret vis at sikre og tilpasse udbuddet for studerende og aftagere. Beslutninger om oprettelse af ny uddannelsesudbud bør ikke ske uden for dette system.
  • Erhvervsakademierne ønsker at udnytte digitale muligheder for at tilbyde uddannelser flere steder. Man kan etablere en campus med lokaler, undervisere og studerende, men man kan også etablere et uddannelsessted, der er baseret på digital undervisning, fx læringscentre efter svensk og norsk forbillede. Ikke alle uddannelser egner sig til at blive udbudt digitalt, men der er mange gode erfaringer med samlæsning via digitale hjælpemidler.
  • Nye udbud kan med fordel trække på eksisterende miljøer og campusser. Det er meget omkostningstungt at etablere nye campusser, så det skal vurderes, om der er basis for nye udbud i sammenhæng med eksisterende uddannelsesmiljøer. Det nye udbud af finansøkonom i Holbæk ud-budt af Zealand er et godt eksempel på en uddannelsesstation, der er oprettet i forbindelse med et eksisterende uddannelsesmiljø.