Dimensionering har udtjent sit formål

Erhvervsakademierne støttede oprindeligt dimensionering, da vi er enige i, at uddannelse skal føre til beskæftigelse. Men med det nuværende bevillingssystem og institutionernes rammekontrakter er dimensioneringen blevet overflødig. Der er for mange lag af styring, som ikke længere fremmer erhvervslivets muligheder for at skabe vækst. 

Den fejler på fire områder:

1.       Den risikerer ikke at fange ændringer i erhvervslivets efterspørgsel, men kan tværtimod lade historisk ledighed trumfe aktuelle eller fremtidige behov. Det betyder fx, at erhvervsakademierne ikke kan få lov at uddanne de it-medarbejdere, som arbejdsgiverne rundt om i landet mangler.

2.       Modellen har som central antagelse, at der findes et nationalt arbejdsmarked. Det gør der ikke. Vores undersøgelser viser, at de studerende bliver boende i optageområdet efter endt uddannelse og derfor primært er til rådighed for det lokale erhvervsliv. Hvis der bliver uddannet for få datamatikere i Gedser, hjælper det altså ikke, hvis der bliver uddannet for mange i Skagen – dimittenderne flytter ikke så langt.

3.       Erhvervsakademierne har en tæt dialog med erhvervslivet om at udvikle de nye uddannelser, der er behov for som følge af den hurtige teknologiske udvikling, som præger arbejdsmarkedet i disse år. Dimensioneringsmodellen reducerer imidlertid incitamentet til at duvikle og søsætte dem, da de kun får meget kort tid til at slå igennem i markedet før de bliver dimensioneret.

4.       Udenlandske studerende fra lande udenfor EU modtager ikke SU. Når de har taget deres uddannelse, skal de forlade landet igen, medmindre de kommer i arbejde og lever op til indtjeningskravet. Disse studerende bidrager til institutionernes økonomi og internationale miljø uden at ligge det omgivende samfund til last, hvorfor de ikke bør være en del af modellen.