Vores historie

Erhvervsakademierne er udsprunget af erhvervsskolerne, der oprindeligt blevet oprettet som købmandsskoler og håndværkerskoler tilbage i midten af 1800-tallet, og senere blev til handelsskoler og tekniske skoler. Gennem årene har institutionerne gennemgået en række forandringer med fusioner og uddannelsesreformer. Omkring 1980 blev der på forskellige erhvervsskoler gjort forsøg med udvikling af en ny form for vekseluddannelser på et videregående niveau. Inspirationen kom fra de tyske Wirtschaftsakademier og Fachhochschuler – og selvfølgelig også fra den traditionelle mesterlære, som i århundreder havde været fundamentet under de faglige uddannelser i Danmark, Tyskland og mange andre steder. De fleste af akademiuddannelserne var merkantile. Dertil kom en række smalle teknikeruddannelser som fx plasttekniker og maskintekniker. Uddannelsen til eksporttekniker kombinerede de to områder.

Baggrunden var et udbredt ønske om at knytte virksomheder og erhvervsliv tættere til uddannelserne for at sikre uddannelsernes relevans og involvering af arbejdsmarkedets parter og skabe et alternativ til de traditionelle videregående uddannelser på primært handelshøjskolerne. I 1982 kom den første egentlige bekendtgørelse om handelsakademiuddannelser. Denne bekendtgørelse blev med få ændringer grundlaget for de næste knap 20 års udvikling af det uddannelsesområde, som 25 år senere skulle blive til en selvstændig videregående uddannelsessøjle. Bekendtgørelsen beskrev de grundlæggende betingelser for udvikling og etablering af handelsakademiuddannelser. Først og fremmest skulle disse udvikles i et tæt samspil med det lokale erhvervsliv og afspejle specifikke behov i dette.  Uddannelserne var som nævnt vekseluddannelser og havde en varighed på typisk 2 til 2½ år.

Udgangspunktet var at halvdelen af uddannelsesforløbet foregik i praksis i virksomheder, mens teorien på uddannelsesinstitutionerne udgjorde den anden halvdel. Virksomhedsinvolveringen var afgørende. Den enkelte studerende indgik i et egentligt ansættelsesforhold med en virksomhed, som udover sig engagement i den studerendes uddannelsesforløb også forpligtede sig til at betale løn i hele uddannelsen, altså også i den tid hvor de studerende var på skolebænken. Lønnen havde oftest udgangspunkt i de overenskomster, virksomhederne var omfattet af.

Akademiuddannelserne var knyttet tæt til et uddannelsesudvalg med repræsentanter fra det lokale erhvervsliv og arbejdsmarkedets organisationer. Uddannelsesudvalgene var meget aktive, og deres mulighed for at påvirke uddannelsernes indhold og struktur var meget stor.

De studerendes adgangsbillet til en handelsakademiuddannelse var typisk en HHX-eksamen eller lignende eller en teknisk uddannelsesbaggrund.  En del studerende kom med såvel en almen studentereksamen som en etårig HHX-eksamen. Det teoretiske niveau varierede fra uddannelse til uddannelse, men sigtede mod at modsvare det, man ville forvente at finde på en tilsvarende uddannelse på en handelshøjskole. Her dog uden den praktiske del.  Uddannelserne blev populære blandt de unge. De var en direkte vej til beskæftigelse efter endt uddannelse og tiltrak en type af studerende, som udover en stærk teoretisk baggrund også var meget velmotiverede og havde en stor lyst til hurtigere at inddrage praksis.

Flaskehalsen var virksomhederne, som forpligtede sig såvel med økonomiske som andre ressourcer – tid, involvering mv. De stod ikke i kø, og efterspørgslen var meget konjunkturfølsom. Skolerne satsede på deres side store ressourcer i markedsføring af uddannelserne. En eller flere velfungerende akademiuddannelser kunne være med til at profilere institutionerne og demonstrere deres tætte relationer til det lokale erhvervsliv. Derfor var det heller ikke overraskende, at der specielt op igennem 90’erne blev udviklet en lang række nye uddannelser – med større eller mindre succes – mange forskellige steder i landet, så der i slutningen af årtiet var mere end 75 forskelligartede uddannelser hver med sin studieretning, struktur og niveau. Det gjorde området meget uoverskueligt og svært forståeligt for både ansøgere og arbejdsmarkedet. Samtidig blev det også mere og mere tydeligt, at uddannelserne kunne være en blindgyde for de studerende, der ønskede at fortsætte et uddannelsesforløb på f.eks. en handelshøjskole, da det ikke var muligt.

Den første lov om erhvervsakademierne

I det sene efterår 1999 lancerede den daværende undervisningsminister Margrethe Vestager en komplet nyordning af akademiområdet. Uddannelserne blev ”uniformeret”, gjort landsdækkende og samlet i forskellige faglige områder. Eksempelvis blev markedsføringsøkonomuddannelsen en kerneuddannelse på det merkantile område, mens datamatiker og multimedieuddannelsen tilsvarende blev det på IT-området.

Antallet af uddannelser blev væsentligt beskåret, og ikke mindst blev det ministeriet, der alene besluttede, hvor de nye uddannelser skulle udbydes. Det blev en barsk proces for mange erhvervsskoler. Ændringerne i udbud og de nye uddannelser blev dog hurtigt accepteret, og de blev trods begyndelsesvanskelighederne basis for en ny udvikling af området. Op gennem 00’erne skete der en stadig udvidelse af antallet af uddannelsesudbud, og der blev i stigende grad åbnet for adgang til videreuddannelsesmuligheder på andre institutionstyper.

Undervejs blev der gjort forskellige tilløb til en regional samordning af uddannelsesudbuddet. Med forskellige incitamenter forsøgte ministeriet at befordre et tættere samarbejde mellem de udbydende erhvervsskoler. Det blev dog ikke den store succes.  Uddannelserne var stadig de enkelte erhvervsskolers flagskibe og væsentlige markører i positioneringen af disse. I 2007-08 vedtog Folketinget en ny lov, som udover en række andre omfattende ændringer resulterede i etableringen af en ny og selvstændig sektor.

Loven indebar, at erhvervsakademierne skulle etablere sig som selvstændige enheder, juridisk udskilt fra erhvervsskolerne. Der var to mulige konstruktioner: ”Light-konstruktionen”, hvor akademierne fortsat var knyttet til en erhvervsskole ved at bruge deres bygninger og undervisere eller ”Classic-konstruktionen”, hvor akademierne etablerede sig som helt selvstændige institutioner. I 2010 blev det fra ministeriet gjort klart, at alle akademier skulle organiseres efter Classic-konstruktionen. Med udgangen af 2012 er alle udskilninger fra erhvervsskolerne gennemført. Med loven blev det også fastsat, at erhvervsakademierne kunne udbyde professionsbacheloruddannelser i partnerskab med en professionshøjskole.

I 2010 tog LO og DI initiativ til et samarbejde om at styrke erhvervsakademisektoren, synliggøre dens resultater og forberede sektoren til evaluering i 2013. Samarbejdet omfattede en række organisationer fra arbejdsmarkedets parter og alle erhvervsakademierne. Initiativet blev kaldt EA2015, og parterne arbejdede aktivt for at styrke sektoren og sikre dens selvstændighed. Den overordnede handlingsplan omfattede således 3 indsatsområder:

• Bæredygtige uddannelser og uddannelsesmiljøer
• Bæredygtige institutioner
• Bæredygtig erhvervsakademisektor

Arbejdet resulterede blandt andet i en synliggørelse af sektorens resultater og etablering af nationale videncentre. Deltagerne i EA2015 gjorde et stort og værdifuldt arbejde, der i høj grad var medvirkende til, at sektoren kunne fremstå selvstændigt og bæredygtigt  ved evalueringen i 2013.

Erhvervsakademiernes selvstændighed i 2013

Sektoren nød stor og positiv politisk opmærksom i perioden og blev som nævnt evalueret i 2013, hvor en uafhængig rapport, ”Evaluering af erhvervsakademistrukturen”, udarbejdet af Rambøll for Forsknings- og Uddannelsesministeriet i 2012/2013 dokumenterede, at erhvervsakademierne udmærket kunne løfte opgaven med at udbyde både de korte erhvervsakademiuddannelser og de mellemlange professionsbacheloruddannelser på et forsknings- og udviklingsorienteret grundlag i lighed med de øvrige dele af den videregående uddannelsessektor.

Rambøll-rapporten konkluderede, at erhvervsakademiernes havde bidraget positivt til vækstlaget på de tekniske og merkantile områder. Sektoren havde opnået en betydelig vækst, bl.a. i kraft af sine udviklingsaktiviteter. Institutionerne var blevet mere velfunderede og konsoliderede, end de havde været i tiden på erhvervsskolerne, og havde nu fået den fornødne ledelseskraft og kapacitet til at løfte sektorens særlige opgaver.  Rapporten konkluderede endvidere, at erhvervslivet/aftagerne generelt var meget tilfredse med samarbejdet med erhvervsakademierne.

Hertil kom, at OECD havde anbefalet, at fusionen med professionshøjskolerne ikke skulle gennemføres, bl.a. af hensynet til det tætte samarbejde med erhvervslivet om erhvervsakademiernes erhvervsrettede og praksisnære uddannelser. I rapporten ” A Skills beyond School Review of Denmark” roste OECD de danske erhvervsakademier for deres tætte samarbejde med det aftagende arbejdsmarked, deres praksisnære uddannelser og for de resultater, sektoren havde skabt siden sin selvstændighed. OECD var bekymret for, at en fusion ville skabe en uhensigtsmæssig ”akademisk opdrift” til skade for praksisnærheden.

Med evalueringerne i hånden og EA2015-initiativets indsats for sektoren blev det således tydeligt, at en fusion med professionshøjskolesektoren ikke ville være hensigtsmæssig.

På baggrund af Rambøll-rapporten indgik regeringen med Morten Østergaard som uddannelses- og forskningsminister den 4. juni 2013 en aftale med forligskredsen bag den oprindelige lov om erhvervsakademierne, det vil sige Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti. Hensigten med aftalen var at sikre en stærk og selvstændig erhvervsakademisektor og en styrkelse af akademiernes profil som praksisnære uddannelses- og vidensinstitutioner.

Aftalen fastlagde, at erhvervsakademierne får ret til et selvstændigt udbud af tekniske og merkantile professionsbacheloruddannelser. Sektoren havde i forvejen den selvstændige udbudsret til erhvervsakademiuddannelserne på disse og andre områder, men kunne kun udbyde professionsbacheloruddannelser i partnerskab med en professionshøjskole. Dette indebærer, at erhvervsakademierne får fortrinsret til disse uddannelsesudbud, dog kan professionshøjskolerne beholde eksisterende udbud på området.

Derudover fastlagde aftalen, at erhvervsakademiernes bestyrelsessammensætninger skal ændres med virkning fra maj 2014. Antallet af bestyrelsesmedlemmer blev fastsat til 9-13 personer, hvoraf flertallet skal være eksterne medlemmer. Arbejdsmarkedets parter skal være repræsenteret i bestyrelserne, hvis medlemmer skal have erfaring med ledelse, organisation og økonomi samt faglig indsigt i uddannelse og arbejdsmarkedets behov for uddannelse. I aftalen blev det gjort klart, at bestyrelserne alene må varetage erhvervsakademiernes interesser.

For at styrke den systematiske inddragelse af arbejdsmarkedet fastsatte aftalen også, at sammensætningen af erhvervsakademiernes uddannelsesudvalg skal ændres. Udvalgenes praksisprofil bliver dermed skærpet. Uddannelsesudvalgenes rolle bliver desuden reformuleret, at de fremover skal rådgive bestyrelse og rektor om uddannelsernes kvalitet og relevans.

Med aftalen blev fokus på erhvervsakademiernes særlige forpligtelse til at overføre ny viden til erhvervslivet og uddannelserne gennem forsknings- og udviklingsarbejde på erhvervsakademierne også skærpet.

Aftalen blev udmøntet i et lovforslag, som blev fremsatte for Folketinget den 13. november 2013. Forslaget blev, med små præciseringer, vedtaget af et enigt Folketing den 20. december samme år.