EASJ kåret til ’Årets entreprenante uddannelsesinstitution 2015’ ved DM i Entreprenørskab

Nyhed

Erhvervsakademi Sjælland er de stolte modtagere af prisen for ’Årets entreprenante uddannelsesinstitution 2015’ ved DM i Entrepreneurskab d. 27. maj. En intens indsat igennem tre år sendte EASJ på podiet og to grupper af EASJ-studerende i finalen for første gang nogensinde.

Underviser Jacob Aabroe, der er en af de ledende kræfter bag iværksættermiljøet Drivhuset på EASJ i Roskilde, Stine Mortensen, underviser på EASJs professionsbacheloruddannelse i innovation og entrepreneurship, og Henrik Bøll Larsen, der er EASJs innovationsleder.
EASJ er de stolte modtagere af prisen for Årets entreprenante uddannelsesinstitution 2015. Fra venstre mod højre ses underviser Jacob Aabroe, der er en af de ledende kræfter bag iværksættermiljøet Drivhuset på EASJ i Roskilde, Stine Mortensen, underviser på EASJs professionsbacheloruddannelse i innovation og entrepreneurship, og Henrik Bøll Larsen, der er EASJs innovationsleder.

Kåringen til ‘Årets entreprenante uddannelsesinstitution 2015’ ved Danmarksmesterskaberne (DM) i Entreprenørskab er resultatet af tre års intenst arbejde, hvor EASJ støt og roligt har intensiveret arbejdet med at dygtiggøre studerende inden for innovation, entreprenørskab og iværksætteri. Et arbejde, der blandt andet har resulteret i, at EASJ for første gang fik to hold igennem nåleøjet til finalen i Start Up Programme ved DM i Entreprenørskab, og finalepladser i Idekonkurrencen i Fredericia i 2014.

EASJs innovationsleder, Henrik Bøll Larsen, er en glad mand for tiden:

”En medvirkende årsag til at vi er nået hertil, har været oprettelsen af EASJs Center for Entreprenørskab og Nytænkning (CEN). Centeret blev grundlagt med støtte fra Fonden for Entreprenørskab – Young Enterprise og bidrager til, at vores studerende får mulighed for at starte egen virksomhed parallelt med deres studie og får innovative og entreprenante redskaber med sig i deres uddannelse. I styregruppen sidder dedikerede undervisere, der på tværs af vores fem campusser i Region Sjælland skaber en sammenhængskraft, der er et bærende element i vores arbejde med opstart af virksomheder, innovation og entreprenørskab,” siger Henrik Bøll Larsen.

I finalen med allergivenlig mad

Yater Dabbo, der læser international marketing management på EASJ i Roskilde, er en af de studerende, der kom i finalen med holdet ’Big8Allergens’. Hans forretningskoncept er en allergivenlig restaurant, der med tiden skal udvide til en netwebshop og et brand.

”Det er et stort skridt for os at deltage på DM i Entreprenørskab. Det giver os en masse uvurderlig erfaring,” siger Yater Dabbo.

Han forklarer, at der med 17 milllioner diagnosticerede europæiske allergikere – og angiveligt fire gange så mange, der endnu ikke ved, at de er allergikere – er et godt marked for hans forretningsidé.

Elite og bredde hænger sammen

I dag har EASJ ’rugekasser’ – såkaldte inkubationsmiljøer – der giver hjælp og sparring til studerende, der har gode idéer.

Jacob Aabroe, Stine Mortensenog Henrik Bøll Larsen modtager prisen for årets entreprenante uddannelsesinstitution 2015
DM i Entreprenørskab fandt sted i Dansk Erhvervs lokaler på Børsen i København. Erhvervsakademi Sjælland løb med prisen Årets Entreprenante Uddannelsesinstitution 2015 for blandt andet at have markeret sig ved udvikling af nytænkt undervisning og pædagogik og for at have igangsat et strategisk samarbejde både internt og eksternt.

Derudover er der større events, hvor de studerende bliver trænet i at udvikle forretningskoncepterne, pitche deres idéer og netværke på tværs af campusserne og fagmiljøerne. Ligesom tendensen til at vælge iværksætterpraktik er voksende.

Men EASJs innovationsleder, Henrik Bøll, vil gerne videre end det:

”De første tre år har vi brugt til at opbygge iværksættermiljøer og inkubere de studerendes forretningsideer. Nu vil vi gerne arbejde for, at vores undervisere får entreprenørskab som en underliggende metode i deres faglighed,” siger han og fortsætter:

”Vi vil i CEN arbejde for at alle vores studerende kan få muligheden for at stifte bekendtskab med entreprenørskab. Vi skal gå fra udelukkende at fokusere på eliten – de få udvalgte Start Up’s – til at fokusere på bredden – alle studerende. Vi kan se en tendens til at de studerende oplever stor tilfredshed og modnes i arbejdet med at udvikle ideer, tænke kreativt, handle på ideerne og formidle dem til omverdenen.”