Erhvervsakademierne skaber den bedste lønudvikling

Beskæftigelsesbarometret fra Tænketanken DEA viser, at erhvervsakademierne har formået at fastholde erhvervsfrekvensen og dermed sikre et match mellem antal uddannelses og virksomhedernes behov.

Den uafhængige tænketank DEA har i sit store beskæftigelsesbarometer undersøgt udviklingen i løn og beskæftigelse for 3 mio. danskere i alderen 20-60 år set over en 20-årig periode fra 1990-2010.

Undersøgelsen viser, at erhvervsakademierne skaber den bedste lønudvikling for sine dimittender i hele uddannelses- og undervisningssektoren. Især de merkantilt uddannede har drevet denne udvikling.

Som den eneste sektor har erhvervsakademierne også formået at fastholde sin erhvervsfrekvens henover den undersøgte periode.

Undersøgelsen siger ikke noget om årsagerne til erhvervsakademiernes succes. Formand for Danske Erhvervsakademiers bestyrelse, Bent Greve giver følgende bud: ”Erhvervsakademiernes uddannelser er erhvervsrettede og praksisnære. Det er nok hovedårsagen til, at vores dimittender har haft en meget høj jobsikkerhed i perioden. Deres kvalifikationer er af stor betydning for virksomhedernes bundlinie, og derfor får de også en god løn.”

Erhvervsakademisektoren har også formået at uddanne præcist det antal dimittender, som erhvervslivet efterspørger. Erhvervsakademierne har som den eneste sektor et næsten perfekt match mellem udbud og efterspørgsel . Formand for rektorkollegiet, Niels Egelund siger: ”Det fine match hænger tæt sammen med, at vi ikke optager i blinde, men skal sikre os, at der er praktikpladser til alle. Vi har også en løbende dialog med erhvervslivet om at udvikle vore uddannelser, så de netop matcher de virkelige behov”.

Se DEA’s beskæftigelsesbarometer her: DEAs Beskæftigelsesbarometer