Erhvervsakademierne: Positivt at regeringen vil se på alle dele af de videregående uddannelser

Nyhed

Danske Erhvervsakademier ser frem at deltage i arbejdet med at skabe nye fleksible uddannelsesveje.

En gruppe studerende sidder ved et bord

Det er positivt, at regeringen nu er klar til at diskutere sammenhænge for de videregående uddannelser. Sådan lyder reaktionen fra Danske Erhvervsakademier på det politiske udspil Forberedt til fremtiden I, som blev præsenteret torsdag.

Regeringen lægger op til en lang række ændringer, og Charlotte Lundblad glæder sig over, at politikerne nu er klar til at se mere på tværs af de videregående uddannelser.

”Det er oplagt, at regeringen inviterer os og de andre aktører på de videregående uddannelser indenfor. Danske Erhvervsakademier har flere ideer til, hvordan vi kan tænke uddannelser ind i en større sammenhæng, så det ser vi frem til at bidrage til,” siger Charlotte Lundblad, der er formand for bestyrelsen i Danske Erhvervsakademier.

”Vi har længe selv arbejdet med, hvordan vi kan få endnu flere studerende ind på de erhvervsrettede uddannelser”, tilføjer hun.

Uddanner til private virksomheder

Ni ud af ti med en uddannelse fra et erhvervsakademi får i dag job i en privat virksomhed. Den tætte kobling til erhvervslivet sker blandt andet, når alle studerende undervejs er i mindst tre måneders praktik.

”Derfor er det helt naturligt, at vi er med i diskussionen af, hvordan vi kan få endnu flere til at vælge erhvervsrettede uddannelser. Vi har blandt andet foreslået praktikum, så endnu flere studenter kan gennemføre en af de tekniske uddannelser, som der er så hårdt brug for,” siger hun.

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) pegede ved præsentationen torsdag på, at uddannelse fremover skal ses over et helt liv. Det skal ikke kun være noget, flertallet er færdige med, før de er fyldt 30, lød det.

Det er Steen Enemark Kildesgaard enig i.

”Vi ser gerne, at vi i langt højere grad tager udgangspunkt i den enkelte studerendes muligheder. Vi vil også gerne se på nogle endnu bedre sammenhænge og veje fra uddannelserne på fuld tid og over til deltidssystemet, men også den anden vej. Det samlede system skal hænge meget bedre sammen på tværs af sektorerne og dermed give den enkelte bedre muligheder hen over livet,” siger Steen Enemark Kildesgaard, der er formand for rektorkollegiet i Danske Erhvervsakademier.

Oplagt med internationale studerende på erhvervsakademierne

Han peger på, at de otte erhvervsakademier er den største udbyder af uddannelser på deltid på det private arbejdsmarked.

Steen Enemark Kildesgaard tilføjer, at regeringen også bør se på, hvordan der igen kan komme internationale studerende på erhvervsakademierne.

”Uden studerende udefra er det umuligt at forsyne arbejdsmarkedet med de kompetencer, der bliver efterspurgt. Vi glæder os til drøftelserne af det og den del, der skal styrke de professions- og erhvervsrettede uddannelser,” siger han.