Årets underviser fokuserer på den enkelte studerende

Nyhed

De studerende i softwareudvikling og datamatiker på Erhvervsakademi Sydvest i Esbjerg har årets bedste underviser. Han hedder Jeppe Moritz Led og fik mandag overrakt prisen som årets underviser på Nationalmuseet.

Jeppe Moritz Led

Jeppe Moritz Led. Det hedder årets underviser på erhvervsakademierne.

Det er blandt andet Jeppes fokus på den enkelte studerendes faglige udvikling og trivsel, der betyder, at han nu kan kalde sig årets underviser. Han underviser på uddannelserne til datamatiker og softwareudvikling på Erhvervsakademi Sydvest i Esbjerg. Her lærer de studerende blandt andet at programmere.

For Jeppe er motivation hos den enkelte studerende afgørende for at lære noget, og han er særlig opmærksom på opgaven med at støtte og inspirere. Især når studerende gennemfører og ender i gode job, selv om de undervejs var tæt på at give op og forlade studiet.

”Når man har været førstehåndsviden til, hvor stor en kamp det har været, og så ser, at det lykkes. Altså den triumf, der ligger i det. Det, synes jeg, er enormt motiverende,” siger Jeppe Moritz Led til Ufm.dk i forbindelse med overrækkelsen af prisen.   

I indstillingen af Jeppe står der blandet andet, at han har en smittende passion for faget og samtidig udfordrer de studerende og giver feedback til den enkelte. Han tilpasser undervisningen til forskellige måder at lære på og tøver ikke med at tilpasse undervisningen ud fra, hvad de studerende siger og mener. Han bruger også et computerprogram, der kan finde ud af, hvad de studerende har svært ved. Det tilrettelægger Jeppe undervisningen ud fra.

“For mig er det en stor motivation at se andre vokse, og jeg vil gerne kendes på, at de har fået den hjælp og støtte, de har brug for til at gennemføre uddannelsen,” siger han. 

Et eksempel på hjælp og støtte er metoden kaldet flipped clasroom. Her kan de studerende før undervisningen se en video med Jeppes gennemgang af dagens lektion.

Jeppe har interesseret sig for programmering, siden han fik en Commodore 64 som 10-årig.  

Prisen som årets underviser blev uddelt mandag den 29. august på Nationalmuseet. H. K. H. Kronprinsesse Mary og uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen uddelte prisen til Jeppe Moritz Led og vinderne fra de andre videregående uddannelser.

Med prisen følger en præmie på 500.000 kroner. De 200.000 kroner er en personlig hæderspris til Jeppe, mens de 300.000 går til undervisningsmiljøet på Erhvervsakdemi Sydvest.

Læs mere om årets underviser 2022 på ministeriets hjemmeside

Se årets underviser 2021 på erhvervsakademierne