Årets underviser kommer fra IBA Erhvervsakademi Kolding

Nyhed

Lars Bach er årets underviser på erhvervsakademierne. Lars har over 30 års erfaring som underviser og har på ingen måde mistet gnisten, lyder det både fra de studerende og rektor på IBA Erhvervsakademi Kolding.

Lars Bach fra IBA Erhvervsakademi Kolding er årets underviser 2021

Lars Bach er årets underviser 2021

Lars Brian Bach fra IBA Erhvervsakademi Kolding er årets underviser 2021. Prisen bliver mandag overrakt af H. K. H. Kronprinsessen og uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen.

Med prisen følger 500.000 kroner. De 200.000 kroner går til Lars Bach personligt, mens de 300.000 kroner skal bruges til at skabe god og engagerende undervisning på IBA.

”Jeg har læst brevet fra ministeriet igennem nogle gange nu”, lyder det fra Lars Bach som reaktion på at have vundet prisen som årets underviser på erhvervsakademierne.

Lars Bach underviser på både fuldtids- og deltidsuddannelse i finansøkonomi, finansbachelor og financial controller.

Lars blev blandt andet indstillet, fordi han skaber gode og stærke relationer til de studerende. Flere elever pegede i indstillingerne på, at Lars tager sig tid til de studerende og står klar med feedback.

Han har været med til at starte finansuddannelserne op på Erhvervsakademi Kolding og har 30 års erfaring. Men han på ingen måde blevet træt af undervisningen.

”Nogle siger, at kommer der ikke en eller anden dag efter 30 års undervisning, hvor man mister gnisten? Jeg har altid selv tænkt, at der kommer nok en eller anden dag. Men jeg bliver nødt til at sige, at jeg synes ikke, at den er kommet endnu,” lyder det fra Lars.

IBAs rektor Niels Egelund er da heller ikke i tvivl:

”Hvis nogen har fortjent det, så er det Lars”.

Læs om Lars og vinderne fra de andre videregående uddannelser

Læs mere om Lars - blandt andet hvilket fodboldhold han har fulgt siden 1971

Se videoen hvor Lars, en studerende og rektor reagerer på prisen