Maria havde Danmarks bedste praktik hos Vertica

Nyhed

Virksomheden Vertica og Maria Nielsen var et så godt match, at det er blevet kåret til Danmarks bedste praktikophold. De løb med to af tre priser ved Årets Erhvervsakademipraktik 2022.

Maria og Vertica vandt to priser ved Årets Erhvervsakademipraktik 2022

Maria Nielsens praktikophold i e-handelsvirksomheden Vertica var så godt, at det både vandt hovedprisen og prisen som publikums favorit, da Årets Erhvervsakademipraktik blev fejret. 

Der blev uddelt tre priser foran 160 tilskuere i DI på Rådhuspladsen i København. 

23-årige Maria kom i praktik i Vertica som en del af uddannelsen til datamatiker.

"Det var præcis det, jeg drømte om, da jeg indstillede Vertica," lød det fra Maria på scenen. 

Hun fik overrakt blomsterbuketter og gavekort til en samlet værdi af 2.000 kroner. til Comwell og Tivoli med sin praktikvejleder Dennis Kristiansen ved sin side. 

Udover hovedprisen vandt Vertica og Maria også publikums hjerter og modtog Publikumsprisen.

Publikum og jury var enige

En jury bestående af arbejdsmarkedets parter, repræsentanter fra erhvervslivet og Christiansborg var imponerede over niveauet, men enige om vinderen blandt de otte kandidater. 

Ud fra kriterierne ’Personlig og faglig udvikling’, ’Den sociale oplevelse’ og ’Gør viden til værdi’ var juryen ikke i tvivl om, at hovedprisen skulle gå til Maria Nielsen og Vertica.

"Maria kom med en kæmpe nysgerrighed og vilje til at lære. I starten var hun en introvert, stille pige, men hun blev set og støttet af Vertica på forbilledlig vis, lærte sig selv at kende og fik et kæmpe selvtillidsboost. Vertica stillede med hele to dedikerede personer, der så hende på hver deres måde og hjalp Maria til at vokse personligt og fagligt," forklarer jurymedlem Nanna Højlund, næstformand i FH, Fagbevægelsens Hovedorganisation. 

Ud over hende bestod juryen af:

  • Ida Auken, Socialdemokratiets forskningsordfører
  • Karsten Breum, HR-direktør i Danske Bank
  • Johanne Gregersen, næstformand i bestyrelsen i Danske Erhvervsakademier
  • Signe Tychsen Philip, underdirektør i Dansk Industri på området for erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelser.
9.684 studerende fra de otte erhvervsakademier har været i praktik i 2021/2022

Otte finalister dystede om prisen som Danmarks bedste praktikophold i DI i København

Det var ikke kun Maria, der var stolt over priserne.

Dennis Kristiansen er projektleder i Vertica og Marias stolte vejleder.

"At have praktikanter giver for det første en masse energi i dagligdagen, og så bliver vi bliver presset til at rykke os og gøre os endnu mere professionelle, fordi vi føler et ansvar for nogle unge mennesker. Så at stå her i dag og blive kåret som den bedste praktikplads ud af flere hundrede – det er helt fantastisk," siger han.

Juryens Specialpris til vinduesproducent

Igen i år skulle dommerjuryen også uddele Juryens Specialpris. Det er en pris til praktikvirksomheden, der skiller sig ud fra mængden.

Juryens specialpris gik til Johanne Helene Kjær og VELUX. Johanne har uddannet sig til produktionsteknolog på Erhvervsakademi Midtvest. Under opholdet fik Johanne en ide til at ændre på på produktionen af vinduesrammer, og den var så god, at VELUX i dag følger den.

41-årige Johanne kommer med en baggrund som selvstændig frisør.

Praktik åbner døren til et job

Inden længe skal flere tusinde studerende på landets erhvervsakademier beslutte sig for, hvor de vil i praktik. Og det er ikke ligegyldigt, hvilket praktiksted de studerende vælger, for praktikopholdet kan ende med at blive adgangsbilletten til det første job.

Cirka hver fjerde af de 9.500 praktikophold, der hvert år gennemføres på landets erhvervsakademier, til en fastansættelse, vurderer Danske Erhvervsakademier.

”Det er ægte synergi, hvor 1 + 1 = 3,” siger Michael Rugaard, sekretariatschef i Danske Erhvervsakademier.

Minister roser erhversvakademierne

Netop det tætte samspil med erhvervslivet er ifølge uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S) opskriften på succesfuld uddannelse.

”Prisfesten er et flot billede på, hvor gode erhvervsakademierne er til at få mennesker til at gro ude i den praktiske hverdag,” siger Jesper Petersen.

275 indstillinger, otte finalister, én vinder

Forinden finaledagen havde 275 praktikanter fra landets otte erhvervsakademier indstillet deres praktiksteder til konkurrencen. De otte erhvervsakademier fandt hver sin finalist, der onsdag skulle fortælle, hvorfor deres praktikophold skulle vinde prisen ’Årets Erhvervsakademipraktik 2022’.

Se en video fra dagen

Om erhvervsakademierne

Danmarks otte erhvervsakademier ligger spredt i hele landet og tilbyder korte og mellemlange, videregående uddannelser rettet mod beskæftigelse i det private erhvervsliv.

Hvert år uddanner erhvervsakademierne mere end 9.600 studerende inden for primært det it-faglige, det merkantile og det tekniske område, men også inden for design, service og iværksætteri.

Erhvervsakademiuddannelserne står blandt andet for 1/3 af optaget på it-uddannelserne.

Læs mere om Danmarks bedste praktik