Johanne blev ansat på sit praktiksted efter sidste eksamen

Nyhed

Efter 16 år som frisør valgte Johanne at tage en uddannelse som produktionsteknolog. Undervejs var hun i praktik hos Velux, og det gik så godt, at hun nu er fastansat.

Johanne Helene Kjær

Johanne foreslog nye arbejdsgange i løbet af praktikken på Velux. Det var så god en ide, at fabrikken stadig følger den. Johanne er i dag fastansat på Velux.

Mindst tre måneder i praktik. Det er et af kendetegnene ved uddannelserne på et af de otte erhvervsakademier.

Og praktikken ender ofte med en fastansættelse. Danske Erhvervsakademier vurderer, at cirka hver fjerde praktikophold ender i en fastansættelse, når den studerende har afsluttet sidste eksamen. Johanne Helene Kjær er et godt eksempel.

Hun var i praktik på Velux i 2022, og det var så godt et match, at hun i dag arbejder som produktionsteknolog på virksomhedens fabrik i Thyregod.

”Jeg blev færdig med uddannelsen om torsdagen og begyndte på jobbet om mandagen, så jeg nåede lige at holde en forlænget weekend”, fortæller Johanne.

Skiftede spor efter 16 år som frisør

Det var lidt tilfældigt, at Johanne endte på uddannelsen på Erhvervsakademi Midtvest i Herning. Hun er uddannet frisør og havde i mange år egen salon med flere medarbejdere og elever.

”Jeg var ret glad for at være frisør, men tænkte for et par år siden, at hvis der skulle ske noget nyt, så skulle det være nu,” siger den nu 42-årige Johanne.

Hun kastede sig ud i det, da en af medarbejderne i frisørsalonen talte om at begynde for sig selv. Johanne vidste ikke, hvad det nye skulle være, men hun havde noget barsel til overs og brugte den på at overdrage frisørsalonen og tænke over næste skridt.

En af Johannes bekendte havde læst produktionsteknolog, men det lød med hendes egen ord ”som lidt af en mandeverden”. Men da vennen fik fortalt mere om uddannelsen, var der alligevel noget, der fristede.

”Det lød som noget, jeg kendte. Det her med at optimere virksomheder og forretningsgange. Jeg tænkte, at jeg ikke kunne komme ind og var lidt ærgerlig over, at jeg ikke havde taget en studentereksamen. Men så ringede jeg til erhvervsakademiet og fik en snak med dem. Jeg var ikke kommet ind på at have været frisør, men erfaring som selvstændig gjorde en forskel,” fortæller Johanne og tilføjer:

”Det er fedt, at de her uddannelser kigger på den enkelte i stedet for eksamensbeviset. Der er en mulighed, selv om man ikke har en studenterhue.”

Johanne fik ja til sine ideer - og ansvar for at føre dem ud i livet

Det tager to år at tage en uddannelse som produktionsteknolog, og Johanne kom i praktik hos Velux i Thyregod. Det er en udviklingsfabrik, og Johanne fik kort sagt ansvar for at finde ud af, om fabrikken kunne forbedre noget i processen. Hun analyserede forløbet, fra det ubehandlede træ kommer ind, til det færdige vindue er klar til at rulle ud.

”Det var et stort projekt og noget, Velux manglede at se på. Så jeg kiggede på flowet i hele fabrikken, og fandt ud af, at der var en flaskehals i montagen. Her fulgtes vinduet og rammen ad, men den ene del kræver meget mere arbejde end den anden, og det forsinker det samlede arbejde,” forklarer Johanne.

I dag kører vi stadig med den ide, jeg kom op med...
Johanne Helene Kjær om praktikopholdet på Velux

Hun foreslog derfor at lave om på processen. Det var ledelsen med på, og Johanne fik også ansvar for at fortælle medarbejderne, hvad der kunne laves om.

”Medarbejderne kunne se, at de sparede tid, så de var med på det. I dag kører vi stadig med den ide, jeg kom op med,” siger hun.

Da praktiktiden var ved at være forbi, stod Velux ikke lige og manglede medarbejdere.

Johanne fik arrangeret et møde med direktøren, og han syntes, det var modigt, så Johanne begyndte kun fire dage efter sidste eksamen på erhvervsakademiet. 

Matchet mellem Velux og Johanne var så godt, at juryen belønnede det med specialprisen til Årets Erhvervsakademipraktik 2022. (Billedet nedenfor)

Læs mere om Årets Erhvervsakademipraktik 2022

Johanne vandt juryens specialpris til Årets Erhvervsakademipraktik 2022