Ingen kvalitet i nyt bevillingssystem

Det har ikke været muligt at finde relevante kvalitetsparametre, der kan danne grundlag for dele af uddannelsesinstitutionernes bevilling fremover.

Der har siden 2015 været et politisk ønske om at lave et nyt bevillingssystem for de videregående uddannelser. Både Regeringens kvalitetsudvalg (Søndergaard-udvalget) og Produktivitetskommissionen opfordrede til at se på, hvordan bevillingerne kunne fremme kvalitet i uddannelserne. Det centrale i et nyt system skulle derfor være, at det skulle tilskynde til mere kvalitet i uddannelserne. Ingen havde dog fundet nogen sammenhæng mellem det gældende taxametersystem og kvalitet i uddannelserne. Danske Erhvervsakademier har opfordret til, at man bevarer det nuværende bevillingssystem, da det er transparent, objektivt og kun belønner det faktisk præsterede – nemlig når de studerende har bestået deres eksamener.

Det er da heller ikke lykkedes at finde en kvalitetsparameter, som kan bygges ind i et nyt bevillingssystem. I stedet er der afsat 10 millioner til et forskningsprogram, der skal klargøre, hvad uddannelseskvalitet er og gøre det så operationelt, at det kan bruges i et bevillingssystem.

Selvom der ikke er fundet en god kvalitetsparameter, forventes det, at der bliver indført et nyt bevillingssystem. Det forventes at komme til at indeholde:

  • Et basistilskud på omkring 20 % (det er ikke helt klart af hvad). Basistilskuddet skal kun til dels baseres på objektive kriterier og nok også til dels på overholdelse af de nye, strategiske rammekontrakter. Institutioner med udbudssteder udover hovedcampus uden for de store uddannelsesbyer vil få et ekstra tilskud hertil.
  • Et aktivitetstilskud på 70 %. Tilskuddet gives som det nuværende taxametertilskud, dog bliver antallet af taxametre reduceret. Nogle uddannelser ender med at få højere taxametre, andre vil få lavere. Det ser ud til at gå ud over de tekniske uddannelser.
  • Et kvalitets- og performancetilskud. Tilskuddet kommer i begyndelsen til at belønne færdiggørelse på normeret tid. Her står erhvervsakademierne stærkt, da de studerendes gennemsnitlige studietid sjældent overskrides med mere end et par måneder. Et andet element er  overgang til beskæftigelse. Her har nogle af erhvervsakademiernes uddannelser udfordringer, også selvom de er dimensioneret. Kravet er nemlig, at beskæftigelsesgraden for dimittender skal være den samme som i arbejdsstyrken generelt i øvrigt. Ved andre opgørelser af ledighed  ser man på dimittendledighed, der ofte vil være højere end ledigheden i den samlede arbejdsstyrke.

Man kan frygte, at manglen på et egentligt kvalitetsparameter kan komme til at betyde, at modellen i en årrække vil læne sig op af data fra Uddannelseszoom – enten på basistilskuddet eller på kvalitetstilskuddet. Disse data skal man imidlertid passe meget på med at fæste lid til, da de ikke siger meget om uddannelsernes egentlige kvalitet, og da de næppe kan sammenlignes på tværs af sektorer.

Med de skrappe krav til overgang til beskæftigelse, kan det blive endnu mere økonomisk risikabelt at søsætte nye uddannelser. Disse har erfaringsmæssigt længere gennemtrængningstid på arbejdsmarkedet og vil derfor få en negativ effekt på beskæftigelsestaxametret.