Dimensionering bør afskaffes

Dimensioneringsmodellen skal evalueres, men hvor ikke afskaffe den helt? Med rammekontrakter, nyt bevillingssystem og akkreditering er den blevet et overflødigt styringsinstrument.

I 2014 indførtes en yderligere dimensionering af optaget på de videregående uddannelser. Samlet set er der nu fire forskellige måder, hvorpå staten dimensionerer de samme uddannelsesinstitutioner. Erhvervsakademierne støttede oprindeligt dimensioneringen, da vi er enige med skiftende regeringer i, at uddannelse skal føre til beskæftigelse.

Med det ny bevillingssystem og de nye strategiske rammekontrakter er dimensioneringen imidlertid blevet overflødig, og det er derfor oplagt at afskaffe dimensioneringsmodellen. Hvis man alligevel ikke ønsker at afskaffe dimensioneringsmodellen, så er der en række forhold, erhvervsakademierne ønsker at få ændret i modellen:

  • Den tager ikke højde for ændringer i erhvervslivets efterspørgsel, men lader tværtimod historisk ledighed trumfe aktuelle mangelsituationer på arbejdskraft. Det betyder, at erhvervsakademierne ikke kan få lov at uddanne fx. de IT-medarbejdere, som arbejdsgiverne rundt om i landet har mangel på. Det kan også ske, når en uddannelse à jourføres og bringes i bedre overensstemmelse med erhvervslivets behov. Modellen bør modificeres så den som minimum opfanger kommende mangelsituationer i de områder af landet, hvor de opstår.
  • Dimensioneringsmodellen har som en af sine centrale antagelser, at der findes et nationalt arbejdsmarked. Det gør der ikke. Danske Erhvervsakademiers undersøgelser viser, at vores studerende bliver boende i optageområdet både før og efter endt uddannelse, og at de derfor primært er til rådighed for det lokale erhvervsliv. Hvis der bliver uddannet for få datamatikere i Gedser, hjælper det altså ikke, hvis der bliver uddannet for mange i Skagen – dimittenderne flytter ikke så langt. Tværtimod vil Gedser blive dimensioneret, fordi der bliver uddannet for mange i Skagen. Dimensioneringsmodellen bør i stedet gøre hver enkelt uddannelsesinstitution ansvarlig for sin egen produktion ved at fastlægge dimensioneringen ud fra den ledighed, der “udgår” fra institutionen.
  • Dimensioneringsmodellen reducerer incitamentet til at udvikle og søsætte de nye uddannelser, erhvervslivet har behov for. Dette skyldes, at nye uddannelser kun får meget kort tid til at slå igennem på markedet, før de bliver dimensioneret. Nye uddannelser bør have længere respit end tre år, da erhvervsakademierne skal trænge igennem overfor et meget stort antal aftagere i den private sektor.
  • Udenlandske studerende fra verden uden for EU betaler selv for deres studier på erhvervsakademier i Danmark og får naturligvis ikke SU eller lån. Når de har færdiggjort deres uddannelse, skal de meget hurtigt forlade landet igen. De indgår alligevel i dimensioneringsmodellen, selvom de ikke kan blive en del af det danske arbejdsmarked eller på anden måde risikere at ligge det danske samfund til last. Disse studerende bidrager positivt til institutionernes internationale miljø – og økonomi. Udenlandske selvbetalere bør derfor ikke indgå i dimensioneringsmodellen.