Ny iværksætteruddannelse godt fra start

Ny professionsbacheloruddannelse i innovation og entrepreneurship er populær. På landsplan er 142 studerende optaget.

I alt 142 studerende er startet på erhvervsakademiernes nye halvandet-årige iværksætteruddannelse i innovation og entrepreneurship. Uddannelsen udbydes på erhvervsakademier i Aarhus, København, Odense og Vejle. Den kvalificerer de studerende til at etablere og drive virksomhed.

”Målet er at skabe vækst-iværksættere. Danmark har brug for folk, der kan skabe nye arbejdspladser, og det håber vi, at vores nye uddannelse kan bidrage til,” siger Christian Mathiasen, der er medlem af Erhvervsakademiernes Rektorkollegium.

Udvikler idéer til løsning af konkrete problemstillinger

Allerede i starten af semesteret bliver de studerende taget ud af deres faste rammer på skolen for at deltage i ’Innovation Camps’. Til eksempel besøgte 35 studerende fra Aarhus i sidste uge den nordjyske ferieby Øster Hurup ved Kattegat. Efter to intensive døgn i byen havde de studerende udviklet et helt katalog af ideer til, hvordan byen kan øge sin omsætning og gå fra én til fire-stjernet feriedestination.

Professionsbachelor (PBA) i innovation og entrepreneurship
Institution

Optagne   1. september 2012

Erhvervsakademi Aarhus

35

Copenhagen Business School (DK)

40

Copenhagen Business School (INT)

24

Erhvervsakademi Lillebælt (Odense)

28

Erhvervsakademi Lillebælt (Vejle)

15

I alt optag pr.   1. september 2012

142

Fakta:

Erhvervsakademiernes nye professionsbachelor i innovation og entrepreneurship kvalificerer de studerende til at udvikle forretningsideer og afprøve dem i praksis. De studerende bliver optaget på baggrund af en motiveret ansøgning og en samtale. Fokus er på innovation, kreativitet og markedsforståelse. Målet er, at de studerende allerede under deres uddannelse eller umiddelbart efter starter egen virksomhed.